
Jennie Garth fik Beverly Hills 90210-kollega fyret: Nu siger hun undskyld

Det var ikke alle, der var fan af Kelly Taylors romance med Mark i syvende sæson af ”Beverly Hills 90210”.
Én af dem var Jennie Garth, der spillede Kelly i den populære ungdomsserie.
Karakteren Mark blev spillet af Dalton James, og han nåede kun at medvirke i 12 afsnit, inden han blev fyret igen.
Noget, som Jennie Garth var delvist ansvarlig for.
Det fortæller hun i sin podcast ”90210MG”, som hun har sammen med Tori Spelling.
I podcasten afslører hun, at hun ikke var fan af historien mellem Kelly og Mark. Hun kunne desuden ikke mærke kemien mellem dem.
Derfor gik hun til producerne, der tog beslutningen.
Cirka 30 år senere er skuespillerinden dog ikke stolt af sine handlinger.
Det afslører hun i det nyeste afsnit af podcasten, hvor Dalton James er gæst, og her fortæller han desuden sin side af det, der skete i 1997.
- Jeg var ret sur over det, for at være ærlig, afslører Dalton James, der samtidig fortæller, at han ikke har nogle negative følelser omkring det i dag.
Det er tydeligvis noget, der glæder Jennie Garth.
På daværende tidspunkt tænkte hun nemlig ikke over, hvilke konsekvenser fyringen ville få for Dalton James, der lige var blevet far, da han fik rollen i ”Beverly Hills 90210”.
- Jeg så ikke rigtig på, hvordan det påvirkede dig eller din fremtid, og jeg er bare glad for at høre dig sige, at du ikke nærer følelser omkring det, for det ville jeg hade, lyder det fra stjernen.
