
Prinsesse Isabellas invitationer er sendt ud: Men mange ender med at blive skuffede

Prinsesse Isabella fylder snart 18 år, og det skal fejres.
Men selvom fødselaren holder hele to fester, vil mange tusinder af unge i Aarhus Kommune blive skuffede, når de får afslag på deres ansøgning om at komme med til fejringen.
På gæstelisten er omkring 100 unge fra lokale ungdomsorganisationer og uddannelser, mens der vil blive udtrukket 50 tilfældige unge mellem 17-19 år.
I den forbindelse sendte Aarhus Kommune mandag en invitation ud til kommunens 17-19-årige, hvor de kan tilkendegive, om de ønsker at deltage i festlighederne.
Og det er der mange unge, som gerne vil. Kommunen har i løbet af det første døgn modtaget 2897 tilmeldinger fra håbefulde unge. Det oplyser kommunens presseafdeling til B.T.
Ifølge Aarhus Kommune har 1561 unge kvinder og 1336 unge mænd tilmeldt sig lodtrækningen.

Ordsproget lyder: Det er ingen skam at blive væk, når man ikke er inviteret.
Sådan må tusinder af unge aarhusianere også forholde sig, når de får svar omkring den 26. marts.
I Aarhus Kommune vil der være budt op til fest den 11. april, hvor der vil være et stort fødselsdagsarrangement på rådhuset i forbindelse med prinsessens fødselsdag.
Det er ikke første gang, at kongehuset inviterer til storslået fejring af en 18-års fødselsdag.
I 2023 fyldte kronprins Christian 18 år, og det blev fejret ved at invitere to unge fra hver kommune samt Grønland og Færøerne med til fejring.
