
Lillesøster Isabella fylder 18: Kan kronprins Christian overhovedet komme med?

I begyndelsen af februar begyndte kronprins Christian sin værnepligt ved Gardehusarregimentet i Slagelse.
Her skal han i fire måneder igennem lidt af hvert.
Det betyder også, at kronprinsen i teorien er på kasernen i Slagelse, mens hans lillesøster prinsesse Isabellas 18-års fødselsdag skal fejres.
Prinsessen, som fylder 18 den 21. april, fejres ved to fester – først i Aarhus den 11. april og dernæst i København den 15. april.
Men er der en mulighed for, at kronprinsen kan komme med til fejringen af Isabella?
- Jeg kunne sagtens forestille mig, at kronprins Christian deltager i festerne, siger BILLED-BLADETs hofreporter Ulrik Ulriksen.
- Han vil skulle bede om at få tidligt fri på kasernen i Slagelse, men det er man forberedt på hos gardehusarregimentet, hvor man ved, at kronprinsen i forbindelse med opgaver og særlige begivenheder i kongehuset kan vælge at tage fri fra tjeneste.
- Jeg vil derfor tro, at kronprins Christian tager en fridag eller to fra tjeneste for at deltage, og det vil i så fald være første gang, han gør det. Normalt har Christian og hans soldaterkammerater kun fri i weekenden og på helligdage, slutter Ulrik Ulriksen.

