
Mathias Helt var uvant klædt på: Havde lånt tøj fra Vild med dans

TVPRISEN, der vel nok kan kaldes den største aften i tv, løb af stablen fredag aften.
Det var Signe Lindkvist og Mathias Helt, der havde fornøjelsen af at guide publikum igennem de 17 priser, der skulle uddeles og en række overraskelser.

Før de bød velkommen, havde de heldigvis tid til at gå en tur på den røde løber.
Her var Mathias Helt iklædt en slags smoking med hvid skjorte.
Helt bevidst gik han nemlig efter noget helt andet end, hvad folk kunne regne med.
- Der er tænkt en tanke med tøjet. Jeg tror, folk forventer, jeg kommer i et stor glimmerskrud, men nu gør jeg noget andet, fortalte han til BILLED-BLADET før showet.
Tøjet kommer ikke hjemme fra Mathias Helts private garderobe.
Faktisk har han lånt det et helt særligt sted, der hvert efterår klæder ”Danmarks modigste dansere” på hver fredag.
- Jeg har aldrig nogensinde haft sådan noget tøj her på før. Aldrig nogensinde. Vi har lånt det ude fra ”Vild med dans”. Så jeg har været ude i systuen og fået lov til at rende rundt derude, fortalte han smilende.

Mathias Helt kunne ikke helt huske, hvem der har haft hans smoking på.
Men han kunne derimod røbe, at der undervejs i showet ville være endnu mere tøj, som de har lånt fra ”Vild med dans”.
- Men nogen kommer til at have noget på, som Søs Egelind har haft på i ”Vild med dans” i showet, og så siger jeg ikke mere, lød det hemmelighedsfuldt.
