
Glenn Bech er ude: Overvejer at skrive bog baseret på oplevelserne i Spillet

I otte afsnit har Glenn Bech hængt med en vis legemsdel i vandskorpen i TV 2 Echo-programmet "Spillet".
Hans navn er i hvert fald blevet nævnt mange gange i forbindelse med udstemninger.
Og i niende afsnit går den ikke længere.
På trods af at han har ekstra penge at stemme på andre med, og selvom han kæmper for at blive, ender han med at skulle ud af huset.
Den samme begrundelse går igen: De andre spillere ved ikke, hvor de har ham.

Ny bog om Spillet
Glenn debuterede i 2021 som forfatter med romanen "Farskibet", og senere udkom han med bogen "Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet".
Begge bøger har vundet priser, og nu overvejer han at skrive en bog baseret på sine oplevelser i "Spillet".
- Det kunne jeg sagtens finde på som inspiration. Det kunne være en "Squid Game"-splatterinspireret bog med 12 kendisser, der bliver låst inde i et hus. Det er da et godt plot allerede der, siger han med et grin til SE og HØR.
Han tilføjer, at han skriver om ting, han selv oplever, og at når han takker ja til at medvirke i sådan noget som "Spillet", er det til dels for at indsamle materiale til bøger.
Han ved endnu ikke, om det bliver en roman inspireret af oplevelserne under optagelserne, eller om det bliver en bog, hvor vi får lov at komme med bag "scenen".
Uanset: Vi glæder os til at læse den!
