
Midt i en scene gik sandheden op for Kjeld Nørgaard: Derfor stoppede han som skuespiller

Kjeld Nørgaard var først begyndt at læse til ingeniør, og siden blev han uddannet folkeskolelærer, før han til sidst fandt ud af, at skuespillet var den rette hylde for ham.
Han blev uddannet fra Det Kongelige Teaters Elevskole tilbage i 1966, og siden da har han haft et væld af roller på film, tv og ikke mindst teateret.

Kjeld Nørgaard sov stille ind onsdag i en alder af 86.
Det er en håndfuld år siden, at skuespilleren senest var aktuel, og det var en helt konkret episode, der fik Kjeld Nørgaard til at trække stikke på karrieren. Han var i gang med indspilninger til en film, hvor han havde en lille rolle.
- Jeg kunne godt mærke, at jeg ikke huskede så godt længere. Det var, hvad det var på film. Men efter en særlig scene, sagde instruktøren ‘spil den lige lidt hurtigere’. Men det kunne jeg sgu ikke. Ordene vil ikke ud så hurtigt, som han foreslog det, og derfor valgte jeg at holde op. Jeg ved jo, hvor svært det er, og når man ikke kan opfylde ens egne krav, er det bedst at stoppe, sagde Kjeld Nørgaard i 2023 til Dansk Skuespillerforbund.
Siden har han fået nogle tilbud om roller, men han har takket nej til det hele.
I stedet har Kjeld Nørgaard nydt sit otium i et slags ældrekollektiv nær Næstved. Hustruen Ulla Steen døde i 2021. Han efterlader sig to sønner og to bonusbørn samt flere børnebørn.
