16. apr. 2025
Af Luise Marie Bekker

Efter Min mors apartheid: Sådan er Nola Grace Gaardmand Barsøes forhold til sin mor i dag

Nola Grace Gaardmand Barsøe med sin mor, Faith.
Nola Grace Gaardmand Barsøe med sin mor, Faith.
Foto: Martine Høiem og Michelle Francati/DR
Nola Grace Gaardmand Barsøes konfronterer sin mor i personlig dokumentar. Sådan går dem med mor og datter nu.

I "Min mor apartheid" konfronterer Nola Grace Gaardmand Barsøe sin mor med den svære barndom, hun havde.

Moderen var misbruger, og da Nola blev ældre, flyttede hendes mor til Sydafrika.

I programmet får man ikke rigtigt svar på, om tv-værten tilgiver sin mor.

Men nu fortæller hun til BILLED-BLADET, at det gør hun.

– Den sidste snak var helt sikkert det, der gør, at jeg i dag har tilgivet hende. Men det er vigtigere for mig, at jeg nu forstår hende. Jeg ser på hende med meget mildere øjne, og jeg ser hende som et helt menneske: Hun er kompliceret, svær, sjov og kærlig. Hun er jo mange andre ting end min mor.

Sender hinanden kattememes

Nola og Faith har ikke set hinanden siden optagelserne.

Deres samtale gør ikke, at alting er godt igen.

Skaden er sket.

Og de skal måske ikke være bedste veninder.

Men som Faith siger i programmet, imens hun holder sin datter i hånden, kan deres forhold ændre sig.

Og det har allerede ændret sig.

– Hun lagde en indsats i at være ædru og til stede. Og hun var ærlig over for mig. Det har givet mig en stor varme for hende. Det er meget generøst af hende, netop fordi jeg ved, det er svært for hende. Og jeg tror også, hun har fået lidt mere fred med det. Vi er begyndt at sende sjove memes til hinanden – kattememes og sådan noget, man sender til sin mor. Og i det hele taget bare en lille, men kærlig kontakt. Og det er rigeligt for mig, faktisk, siger Nola.

Mere om: