Irmgard fra 100 år og en sommer: Man lever så længe, nogen husker en

I DR-programmet "100 år og en sommer" følger vi Irmgard Balle.

Hun er 106 år.

Da BILLED-BLADET møder hende i hendes hjem i Vejl, spørger vi blandt andet om, hvordan hun har det med døden.

– Det er jo klart, at jeg ved, at jeg skal herfra. Og at det simpelthen ikke varer så længe. Jeg ved godt, at sidste salgsdag er overskredet, siger hun.

Ingen grund til at være ked af det

Hun smiler.

– Men det er ærgerligt, hvis jeg skal væk. Fordi så kan jeg jo ikke følge med mere. Men nu er jeg så gammel, at jeg skal jeg dø på et eller andet tidspunkt. Og der er ingen grund til at være ked af det, fordi jeg har levet et langt liv og har haft et godt liv.

Efterlivet tror hun ikke på.

– Jeg forestiller mig, at man lever videre i ens nærmeste og venners tanker og minder. Ellers er man en blomst, der visner og går ud i et med resten af jorden. Fordi hvorfor skulle man være noget særligt? Man er jo kun mindre end et sandkorn i helheden. Man er jo ingenting faktisk. Og jeg tror ikke, jeg er så vigtig, at der er grund til at græde for mig. Også fordi mine venner og min familie har haft mig så længe.

– Sådan ser jeg på døden: Man lever så længe, der endnu er nogen, der husker en.