
Syv er særligt udvalgt: DR afslører stor ændring i Alene i Vildmarken
Foråret er i den grad kommet til Danmark, men hvis man har lyst til at læne sig tilbage i sofaen og se, hvordan man overlever i frostvejr i den barske, finske natur, så kan man godt glæde sig.
DR er nemlig på vej med en ny sæson af ”Alene i vildmarken”.

Den niende sæson af overlevelsesprogrammet udspiller sig i finske Lapland, og denne gang er optagelserne rykket endnu længere nordpå end sidste år. Det betyder, at frosten kommer snigende allerede inden for de første dage, hvilket sætter de syv deltagere på prøve.
Ligesom i den seneste sæson besidder alle de medvirkende på forhånd en specifik færdighed, som forhåbentlig kan hjælpe dem med at overleve længst muligt i vildmarken.
Tidligere er deltagere blevet sejlet ud til deres habitater, men som noget nyt begynder overlevelsesrejsen denne gang med, at de selv skal vandre ud og finde deres habitat ved hjælp af kort og kompas. Undervejs på turen vil de kunne finde en overraskelse, som kan øge deres chancer for at overleve.
- Alle vores deltagere rejser til vildmarken med en lyst til at rejse ud alene og udfordre sig selv både psykisk og fysisk. Og selvom de alle besidder færdigheder, der kan hjælpe dem med overlevelsen, så kan alt ske i vildmarken. Jeg tør godt love, at denne niende sæson er en af de mest uforudsigelige sæsoner af "Alene i Vildmarken", siger DR-redaktør Irene Strøyer.
Der er premiere på den nye sæson af ”Alene i vildmarken torsdag den 1. maj på DR1 og DRTV.
Se årets deltagere i galleriet herover.
