
92-årige Gregers Dirckinck-Holmfeld: Der er mange ting, jeg er tvunget til at lade være med

Øjnene lyser op sammen med smilet og slår med det samme fast, at Gregers Dirckinck-Holmfeld er en glad mand.
Aktivitetsniveauet er dog dalet betydeligt
- Det går grundigt ned ad bakke. Der er mange ting, jeg er tvunget til at lade være med. Blandt andet løbe.
- Det gjorde jeg i mange år hver morgen – men ikke de seneste ti år, fortæller Gregers Dirckinck-Holmfeld til BILLED-BLADET.
Alligevel nyder han sit liv sammen med sin kone gennem snart 40 år, Grethe Dirckinck-Holmfeld.

Fart på
Gregers Dirckinck-Holmfeld affinder sig med, at det er slut med et fysisk aktivt liv.
- Jeg kommer heller ikke til at rejse med til Spanien til vores sommerhus igen, selvom det er et pragtfuldt sted med udsigt over Gibraltar, erkender han.

Men der har også været meget fart på i Gregers Dirckinck-Holmfelds liv, hvor han var travl tv-vært, da han fra midt 80’erne var vært på ”Her er dit liv”, som var noget af det mest populære frem til slut 90’erne.

- Jeg nåede at lave over 20 ”Her er dit liv””-programmer. Det var sjovt, bemærker Gregers, der også har lavet meget andet tv - blandt andet sammen med den ti år yngre Hans-Georg Møller, som makkerparret "Gorm og Gregers".

I anledning af 100-års fødselsdagen, og at DR’s ”Gensyn” har 1-års fødselsdag, kan man gense 31 udsendelser af ”Her er dit liv” på dr.dk - Gensyn.