
Wow! Dronning Maxima emmede af extravagance i glimtende gallalook med broderede detaljer

Tirsdag aften havde Hollands kong Willem-Alexander og dronning Maxima inviteret til gallamiddag på slottet i Amsterdam i forbindelse med statsbesøget fra Omans sultan, Haitham bin Tariq.
Som altid strålede 53-årige dronning Maxima i et overdådigt look.
Dronningen bar en elegant cremefarvet gallakjole med glimtende broderede detaljer.

Den smukke kreation er skabt af den pakistanske designer Mahpara Khan, og det er faktisk ikke første gang, at Hollands dronning bærer den.
Maxima var også klædt i kjolen, da hun og kong Willem-Alexander gæstede Jordans kronprins Hussein og kronprinsesse Rajwas bryllup i 2023.
Dengang beskrev designeren, hvor meget det betød for hende at kreere kjolen til dronning Maxima.
- Jeg sætter en enorm ære i, at Pakistans håndværk og kreativitet var repræsenteret på globalt plan sammen med modegiganter som Elie Saab, Jenny Packham, Prada og andre, skrev Mahpara Khan på sin Instagramprofil.
