18. apr. 2025
Af Ulrik Ulriksen

Kong Frederik alene til Margrethes fødselsdagsmiddag: Er dette mon årsagen til dronning Marys afbud?

Dronning Mary
Dronning Mary
Foto: Hanne Juul
Da dronning Margrethe holdt fødselsdagsmiddag i Kuppelsalen på Fredensborg Slot, var dronning Mary ikke med.

Dronning Margrethe blev fejret med manér på Fredensborg Slot onsdag den 16. april i anledning af sin 85-års fødselsdag.

Det hele blev onsdag indledt med fejring for fuld musik i indre slotsgård klokken 12.00, hvor dronning Margrethe omgivet af kong Frederik og dronning Mary samt seks af sine børnebørn og sine søstre prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie sammen med mange lokale Fredensborg-borgere nød en lille koncert serveret af Den Kongelige Livgardes Musikkorps.

Derefter bød kongeparret på fødselsdagsfrokost i privat regi på slottet, og så kørte Frederik og Mary samt deres fire børn ved 14-tiden hjem til København.

Det samme gjorde prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie, der altså også kørte mod Amalienborg efter Fredensborg-fødselsdagsfrokosten.

Samme aften klokken 19.20 vendte prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie tilbage til Fredensborg Slot, hvor dronning Margrethe bød på taffel i anledning af sin 85-års dag.

Hvor var Mary?

Til sidst onsdag aften lige før 19.30 ankom kong Frederik til fødselsdagstaffel – og det vakte opsigt blandt lokale tilskuere, at Frederik sad alene på bagsædet i kronebilen…hvor var Mary?

Dronning Mary var naturligvis inviteret med til middagen, men tirsdag aften i Det Kongelige Teater så vi jo alle, at Mary har besøg af sine to søstre Jane og Patricia samt veninden Nadine Johnston fra Australien i anledning af prinsesse Isabellas 18-års fødselsdag mandag den 21.april.

Patricia Bailey, Jane Stephens og Nadine Johnston
Patricia Bailey, Jane Stephens og Nadine Johnston
Foto: Hanne Juul

Det er jo ikke hver uge, at Mary har så massivt familiebesøg fra Australien, så mon ikke dronningen onsdag aften, mens der var taffel i Fredensborg, tog sig lidt ekstra af sine søstre og sin australske veninde, der er fadder til Isabella – det er i hvert fald en helt legal årsag til at melde afbud til Margrethes afslappede festaften.

Og dronning Margrethe kan sagtens forstå Marys afbud, for hun ved jo selv bedre end de fleste, hvor dejligt det er at have sine søstre ved sin side, hvilket altså var tilfældet for 85-års fødselaren i onsdags, da Benedikte og Anne-Marie var med til at fejre Margrethe fra morgen til aften.

Jane Stephens og Patricia Bailey
Jane Stephens og Patricia Bailey
Foto: Hanne Juul

Dronning Mary og dronning Margrethe kan se frem til at være til fest sammen mandag, når prinsesse Isabella bliver fejret med en helt privat middag.

Mere om: