14. feb. 2013
Af af SØNDAG, Aller Media

Sanne Salomonsen: Finanskrisen har kostet dyrt

Sanne Salomonsen
Sanne Salomonsen.
Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET
Finanskrisen har betydet, at Sanne Salomonsen er blevet tvunget til at sælge både hus og sine heste.

Finanskrisen har betydet, at mange danskere er blevet tvunget til at gå fra hus og hjem. Også Danmarks rock-mama Sanne Salomonsen er blevet ramt af krisen. Dog ikke lige med det første.

- I starten af finanskrisen tænkte jeg: Hold kæft, hvor er jeg heldig, at jeg ikke har investeret i alle mulige aktier, og min lille business kan bare køre stille og roligt derudad. Men så krakkede den bank, der havde finansieret mit køb af huset, som jeg har boet i i 11 år. Oveni kom smækket fra de år, hvor jeg var syg og ikke kunne tjene penge. Og pludselig ville banken have deres penge og bad mig sætte mit hus til salg. Sådan begyndte det, fortæller Sanne Salomonsen i et stort interview i SØNDAG.

Jeg har solgt ud af alt

Konsekvensen var, at hun måtte begynde at sælge ud af sine mange ting.

- Nu har jeg fået solgt mit hus. Jeg har solgt ud af alt. Selv mine elskede heste. De skal et andet sted hen og få noget kærlighed. Jeg accepterer det. Sådan er dét. Jeg har elsket at bo i det hus. Men jeg blev pludselig klar over, at det var på tide at komme videre, siger hun og fortsætter:

- Jeg takkede for alle de gode år, jeg har haft i det hus. Men nu skulle det videre til en familie med nogle børn, der kunne udnytte alle rummene. Og jeg skal videre til et mindre sted, som passer bedre til mig, efter at min søn er flyttet hjemmefra og har fået kone og barn, siger hun.

Jeg skal være københavnerpige

Så nu flytter Sanne Salomonsen tilbage til København.

- Nu flytter jeg ind til byen og skal til at være københavnerpige igen. Og det glæder jeg mig til.

Læs mere om: