Indlagt grevinde Anne Dorte har det ikke så godt
- Det går ikke så godt med vores mor.
Sådan lyder det samstemmende fra komtesserne Camilla og Josephine af Rosenborg, når talen falder på deres mor, grevinde Anne Dorte af Rosenborg, som har kæmpet en sej og brav kamp, siden hun i efteråret fik konstateret halskræft.
Den 65-årige grevinde har nu i halvanden måned været indlagt ovenpå sin behandling af halskræft og sit uheldige fald lillejuleaften, hvor hun brækkede både højre hofte og højre skulder.
- Det er meget hårdt, at hun har været indlagt så længe, og mor er syg og træt. Hun er færdig med sine strålebehandlinger, og de er gået godt, men hun kæmper med efterveerne fra halskræften. Lad mig sige det sådan - hun skal ikke have en infektion nu, sagde Josephine, da hun og Camilla i søndags var til biografpremiere i Lyngby. Så snart Camillas fire børn sad trygt i biografen, kørte hun straks ud til sin mor, mens Josephine tog på besøg om eftermiddagen.
- Mor har tabt sig rigtig meget, fordi hun har været så syg, så syg, og det er svært at se på. Det kan gå begge veje med hende, vurderede de to komtesser, som er trofaste støtter for deres mor sammen med den øvrige familie.