Anders Breinholt vil tiltrække kvinder
Værten på TV-programmet "Natholdet" er glad for de mange seere, der følger ham, og de skøre og sjove indfald, han finder på i løbet af programmets sene sendetid.
Men det kan godt blive bedre, erkender Anders Breinholt, der nu vil appellere mere til de kvindelige seere. Dem er der nemlig ikke så mange af.
- Vi har flere mandlige seere, og det er der intet forkert i, vi kunne bare godt tænke os at det blev fifty fifty. Så det gør vi noget ved nu, forklarer Anders Breinholt til TV 2.
Kigger man "Natholdet"s seerprofil efter i sømmene, ser det umiddelbart ganske fornuftigt ud. Seertalsmæssigt har "Natholdet" cirka 150.000-200.000, der følger programmet hver aften.
Men det gør ondt på værten Anders Breinholt, at de har flere mandlige end kvindelige seere.
- Vi har et problem, ikke noget vi vil undskylde for som sådan, men det er noget, vi vil gøre noget ved ... Vi vil gerne have flere kvindelige seere, lyder det fra en ærlig Anders Breinholt.
Hvordan Anders Breinholt og "Natholdet" har tænkt sig at tiltrække kvinder til programmet, melder historien endnu ikke noget om.