Her er de nye unge mødre
Så kan vi alle godt begynde at glæde os til, sæson 16 af "De unge mødre" starter på Kanal 4 den 29. januar med en særudgave om Hannah Melissas kamp for Cecilya. Men allerede her kan du se, hvad du kan glæde dig til med en præsentation af programmets to helt nye ansigter.
Reportageserien "De unge mødre" rammer i sæson 16 afsnit 400 og er dermed Danmarks længst kørende reportageserie. Kanal 4 skyder den nye sæson i gang den 29. januar kl. 21.00 med et special-afsnit om Hannah Melissa fra Skive og hendes kamp for at få sin tvangsfjernede datter hjem.
Denne sæson byder også på to nye teenagemødre; Nadja og Victoria, der begge blev mødre som 18-årige.
Victoria kæmpede med en sur barnets far
19-årige Victoria Mathilde Bonde Damkjer bor alene med sin søn Noah. Den lille dreng var ikke just planlagt. Victoria og sønnens far, som er 20 år og bor i Tønder, var ikke engang kærester.
- Jeg talte ikke med ham gennem hele graviditeten. Han var sur over, at jeg ville beholde barnet, fortæller den unge mor.
- Han ser Noah, når han har tid og lyst. Lige nu er det en gang om ugen. Sådan har det været den sidste måned. Før så han Noah en gang om måneden. Nu er han glad for Noah. Jeg regner da med, at han har det fint nok med det hele, siger Victoria.
Under graviditeten flyttede hun fra Tønder til Toftlund i Sønderjylland for at være tættere på sine forældre og for at komme væk fra det vilde ungdomsliv i Tønder.
- Jeg ville gerne have noget ro. Jeg boede sammen med to andre i en ikke så fed lejlighed, hvor vennerne kom rendende hele tiden uden varsel. Der var mange fester, druk og sådan noget. Her er der dejligt. Stille og roligt. Men jeg kender ikke så mange mennesker, så jeg kan godt føle mig lidt alene, siger hun.
Victoria skal starte på en uddannelse til sommer. Hun overvejer at blive journalist.
Nadja vil ikke gentage forældrenes skilsmisse
Nadja Dahl er endnu et nyt ansigt i "De unge mødre". Hun blev mor til Theis som 18-årig, men forholdet til drengens far gik i stykker for et år siden.
- Begge vores forældre er skilte og kan ikke så godt sammen. Vi aftalte fra starten, at vores søn ikke skal have de samme oplevelser, vi havde, fortæller den unge mor.
Så ud over at have Theis hver anden weekend kommer faderen også og spiser aftensmad sammen med Theis, Nadja og hendes nye kæreste Kenneth.
- Stemningen er fin. Vi griner, hygger og leger med Theis. Kenneth og min eks kan fint sammen, siger hun.
Den 20-årige mor drømmer om at give sin søn en tryg barndom.
- Som teenager flyttede jeg meget frem og tilbage mellem min mor i København og min far på Fyn. Som 15-årig stak jeg af hjemmefra. Jeg ville ikke bo hos nogen af mine forældre, så jeg kom på børnehjem i et år, fortæller hun.
Derefter fik hun sin egen lejlighed i Odense. "Min vilde ungdom" kalder hun den tid. Hun boede stadig i Odense, da hun blev mor, men i august rykkede hun til Tommerup på Fyn, hvor hun flyttede sammen med Kenneth på 22 år.