Monte Carlo-drengene smuglede brændevin i Rusland
Peter Falktoft og Esben Bjerre er populære i deres prisbelønnede radioprogram "Monte Carlo", og lytterne kan få sat ansigt på de to herrer mandag aften, når første afsnit af deres program "Monte Carlo elsker Putin" går i luften klokken 20 på den nye kanal, DR3. De to radioværter har udforsket Rusland og landets præsident, Vladimir Putin, og så har de fået sig et par forskrækkelser i landets lufthavne.
- Jeg havde haft lidt travlt, da vi skulle pakke, så jeg var kommet til at smide en treliters dunk med hjemmelavet brændevin, som jeg havde fået af nogle jægere, i håndbagagen. Men der var ingen, der sagde noget. Den kørte lige igennem sikkerhedskontrollen, fortæller Peter Falktoft i dagens udgave af Ekstra Bladet.
"Monte Carlo"-drengene var loren ved flysikkerheden i Rusland allerede inden, de tog af sted.
- Da vi mødte vores russiske tolk, som ellers er et uddannet menneske, fortalte vi ham, at vi havde været lidt nervøse for at rejse med russiske flyselskaber. Men han mente ikke, at der havde været en ulykke med et russisk fly siden 80'erne, siger Peter, der fremhæver, at der er et uheld med fly i Rusland cirka hver sjette måned.