Anker Jørgensen: Alt tager længere tid

- At blive gammel er følelsen af, at der gradvis bliver lukket ned for apparatet. Det noterer jeg med en vis utilfredshed. Jeg er først og fremmest præget af dårligt syn. Når jeg ser rundt i lejligheden, kan jeg genkende det hele, men det er uskarpt. Det er som at se igennem en si. Jeg er blind på det ene øje og frygter, at det andet også lukker i. Så ville jeg ikke kunne opleve, at det bliver forår igen.

Det fortæller den tidligere socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen til magasinet Euroman.

Han er blevet 90 år og bor på et plejehjem i Valby.

Bentøjet er ikke, hvad det har været, og derfor passer han på, når han bevæger sig omkring:

- Jeg er meget opmærksom på min egen indvikling, ikke udvikling, for det er jo en indvikling. Jeg går tilbage. Alt tager længere tid, også fordi jeg ikke kan farte rundt uden risiko for at falde og tabe livet på gulvet. Derfor er jeg nænsom over for mig selv. Simpelthen fordi jeg ikke vil ødelægge de oplevelser, livet endnu måtte have til mig.

- Jeg kommer ikke så meget ud mere. Indtil for nylig stavrede jeg rundt med mine to stokke, nu er jeg nødt til at bruge en rollator. Jeg har tidligere været ivrig med at stige på en bus eller et tog og stå af et tilfældigt sted. Nu kommer jeg først og fremmest ud, når familie og venner kører mig. I går var jeg sammen med familien oppe i vores gamle sommerhus i Hundested. Børn, børnebørn osv. Det var en dejlig oplevelse til trods for besværet med at komme fra haven og ind i stuen.

Anker Jørgensen mistede sin kone Ingrid i 1997, og han har selv nået en alder, hvor han ved, afslutningen på livet kan være tæt på.

- Man må erkende livets realiteter, også døden. Jeg ved, at døden venter forude, og det er ikke sikkert, der er langt til 'forude'. Måske venter den lige rundt om hjørnet. Folk dør jo også omkring én. Når de allernærmeste liv forsvinder, din kone for eksempel, så river det noget fra dig. Men du kan ikke omstøde det, du må fortsætte. Man skal jo leve, fortæller Anker Jørgensen.