Søren Huss skammede sig efter kærestens død
Den 17. december 2007 mistede sangeren Søren Huss sin kæreste Camilla i en højresvingsulykke.
Datteren, den dengang to-årige Ronja blev kvæstet, men overlevede ulykken. Tiden efter var præget af stor sorg.
- I starten var jeg fuldstændig følelsesblokeret. Der var ting, jeg slet ikke følte, bl.a. angsten for, at der skulle ske Ronja noget. Det har jeg siden skammet mig over, og jeg har tænkt, at det var en ubehagelig fornemmelse ikke at føle den der skrøbelighed. Men skrøbeligheden er nu kommet tifold tilbage, synes jeg, og i dag har jeg både angsten for, at Ronja skal miste sin eneste forælder, og selvfølgelig den helt naturlige forældreangst for, at der skal ske hende noget, siger Søren Huss i et interview til ALT for damerne.
Datteren betød meget for, at Søren Huss kom på fode igen, men det var en kamp.
- Og det er noget af det værste, jeg har oplevet. Jeg kunne ikke håndtere det. Jeg gav slip på ansvaret i sorg. I virkeligheden valgte jeg "den anden side" for en tid. Hun blev passet rigtig meget hos sine bedsteforældre i den periode, men en dag kiggede jeg ind i hendes øjne og kunne ikke kende hende. Hendes øjne var helt væk, hun lignede et af de børn, jeg så, da jeg var pædagog et halvt år et sted, hvor der bl.a. var nogle børn, der kom fra rimeligt smadrede hjem. Det var det samme udtryk, hun havde i øjnene. Det blik er noget af det, der har skræmt mig allermest. Overhovedet. Det, som har gjort mest ondt. Heldigvis fik jeg taget mig sammen og fik hentet nogle ressourcer frem. Og jeg fik vist hende, at jeg godt ville hende, fortæller Søren Huss til ugebladet.