Luxembourgs prins Felix forlover sig med Claire Lademacher
Knap er det ene storslåede bryllup mellem arvestorhertug Guillaume og arvestorhertuginde Stéphanie i Luxembourg overstået, før den næste forlovelse er offentliggjort.
I denne uge var der rygter fremme om, at arvestorhertug Guillaumes lillebror prins Felix, 28 år, havde kastet sin kærlighed på studiekammeraten Claire Lademacher, 27 år, og i dag kan hoffet i Luxembourg så meddele, at de to er forlovet:
- Deres kongelige højheder storhertugen og storhertuginden, har den store glæde at meddele forlovelse mellem deres søn hans kongelige højhed prins Felix og frøken Claire Lademacher.
Prins Felix og Claire Lademacher er blevet set sammen til forskellige fester og arrangementer de seneste måneder, blandt andet til arvehertugparrets bryllup i Luxembourg den 20. oktober.
De to forlovede kender hinanden fra den schweiziske kostskole Beau Soleil nær Villars-sur-Ollon, hvor den danske prinsesse Marie i øvrigt også har gået.
Senere har både prins Felix og Claire Lademacher studeret bioetik i Rom, og dette venskab er nu forvandlet til forlovelse.