Dronning Elizabeths julehilsen i 3D
Formatet 3D er for alvor slået igennem på biograflærredet, og udviklingen er også nået til de TV-apparater, folk har stående derhjemme i stuerne.
Måske det er derfor det britiske kongehus angiveligt har valgt, at dronningens juletale i år skal optages og transmitteres i 3D-format.
Ifølge flere britiske medier vil dronningen være tredimensionel, når hun leverer sin årlige julehilsen. Det er selvfølgelig kun muligt at opleve, hvis ens TV har den fornødne 3D-teknik, og man er indehaver af de sjove briller.
Dronning Elizabeth vil formentligt være den første monark i verden, der sender sin julehilsen i 3D.
Det er dog ikke første gang, interesserede seere har kunnet opleve dronningen tredimensionelt. Faktisk blev dronningens kroning i juni 1953 optaget med den særlige 3D-teknik og blev for nylig vist på britisk TV. Det viste sig nemlig, at to unge mænd under indsættelse udførte et eksperiment med formatet, men deres arbejde var i mange år gået i glemmebogen.
Prins William og hertuginde Catherine skulle angiveligt have takket nej til, at deres bryllup den 29. april 2011 blev optaget i 3D-formatet. Så er det jo godt, at hans farmor er moderne nok til at tage skridtet for ham.