5. dec. 2012
Af af Mia Qvist Scheelsbeck, Newsdesk, Aller Media

Det betyder det, hvis hertuginde Catherine føder en pige

Hertuginde Catherine og prins William
Hertuginde Catherine og prins William
Foto: AOP
I lighed med danskerne er briterne nu også ved at ændre deres tronfølgelov.

Det britiske kongehus er kendt for at være konservativt og for at holde på traditionerne. Det kan måske få de fleste til at tænke, at det rent faktisk får en betydning, om hertuginde Kate og prins William, der netop har annonceret, at de venter barn, får en dreng eller pige til næste år.

Men ifølge Lars Hovbakke Sørensen, der er historiker og kongehusekspert, vil det ingen betydning få. Den lov, der sikrede, at drenge sprang over piger i den britiske tronfølge, er nemlig ved at blive ændret.

- Den er ved at blive lavet om, så det barn, der bliver født af Kate om nogle måneder, vil blive tronfølger efter William uanset kønnet, siger Lars Hovbakke Sørensen til Alive.dk.

Lovændringen, som blev annonceret for et års tid siden, vil have en tilbagevirkende kraft, så den, selv om loven ikke er endeligt vedtaget i hele Commonwealth inden fødslen, vil gælde for prins William og hertuginde Kates barn, siger kongehuseksperten.

Briterne er vant til kvindelige regenter

I Danmark blev tronfølgeloven ændret, så dén ligestillede piger og drenge i tronfølgen, ved en folkeafstemning i 2009, og selv om Storbritannien nu laver lignende ændringer, er det ikke helt samme situation.

- I Storbritannien er de jo vant til kvinder på tronen. Der er en lang tradition for kvindelige regenter, f.eks. dronning Victoria i 1800-tallet og dronning Elizabeth 1. fra 1558. Så briterne er endnu mere vante til kvindelige regenter, end vi er i Danmark. Derfor tror jeg også, at briterne tager godt imod lovændringen, lyder vurderingen fra Lars Hovbakke Sørensen.

Til spørgsmålet om, hvorvidt dronning Elizabeth, der har været berygtet for sine meget traditionelle og konservative værdier, mon billiger ændringen, svarer Lars Hovbakke Sørensen:

- Det er lidt svært at sige med dronning Elizabeth. Hun er blevet mindre konservativ med årene, så jeg kan faktisk sagtens forestille mig, at hun går ind for det.

Læs mere om: