Så fantastisk bor Caroline Fleming
Tidligere har både Bent Fabricius-Bjerre, Peter Norvig (link fjernet) og Brian Laudrup givet millionrabat på deres pragtpalæer, og nu melder TV-baronessen sig ind i kampen med en prisnedsættelse på tre millioner kroner for villaen i Hellerup. Det skriver Boliga Kendte
Boligen ligger på den yderst eksklusive Hambros Allé i den københavnske forstad, hvor nogle af landets suverænt dyreste villahandler har fundet sted i løbet af de seneste 10 år, og selv om huset med prisnedsættelsen er blevet 12 procent billigere, skal man dog stadig have en bundsolid økonomi for at kunne byde på den.
Caroline Fleming forlanger 22 millioner kroner for den 108 år gamle ejendom, som er i to etager, indeholder ni værelser og breder sig ud over et samlet areal på 261 kvadratmeter.
Caroline Fleming gav selv 26,5 millioner kroner for huset i september 2008, blot en måned inden boligmarkedet for alvor blev ramt af finanskrisen, og dermed står hun til at tabe en ganske stor sum penge på salget.
Til gengæld kan hun glæde sig over, at salget af Valdemars Slot i 2011 til hendes far, Niels Iuel-Brockdorff, indbragte hende 52 millioner kroner.