L.O.C slipper alligevel for fængsel
L.O.C. - Liam O'Connor - kan ånde lettet op. "Voice"-dommeren slipper alligevel for fængsel.
Statsadvokaten for Fyn, Syd- og Sønderjylland har besluttet ikke at anke dommen mod Liam O'Connor.
Det oplyser statsadvokatens kontor onsdag morgen til ekstrabladet.dk.
L.O.C. blev den 7. november idømt 40 dages betinget fængsel for at have slået en mand i forbindelse med festivalen Rock Under Broen i Middelfart i juni i år.
Men efter dommen udtalte anklagemyndigheden ved Fyns Politi, at spørgsmålet om en eventuel anke af dommen ville blive sendt videre til Statsadvokaten.
Anklageren mente nemlig, at straffen for vold burde være ubetinget fængsel.
Men det var Statsadvokaten ikke enig i.
Voldsepisoden opstod, da L.O.C. var på vej tilbage mod garderoben i en bus sammen med resten af bandet.
Bussens sidespejl skal angiveligt have ramt mandens skulder, men offeret fulgte efter bussen - ifølge ham selv - for at få en undskyldning.
Det udviklede sig til tumult, hvor offeret på et tidspunkt tog fat i en anden rapper, U$O's, hættetrøje.
L.O.C. mente, at vennen blev overfaldet og reagerede ved at skubbe offeret væk, forklarede han i retten.
Men ifølge offeret og flere vidner slog rapperen ham med et knytnæveslag i venstre side af hovedet.
L.O.C. er tidligere blevet dømt for vold i 2003. Dengang fik han 60 dages betinget fængsel.