Catherine Danneskiold-Samsøe: Tøj skal ikke stjæle opmærksomheden
Grevinde Catherine Alexandrine Danneskiold-Samsøe er 53 år, PR-kvinde og galleriejer af galleriet CDS Art and Visibility. De fleste kender den svenskfødte grevinde fra modeverdens glamourøse arrangementer og røde løber, hvor hun altid er klædt i luksuriøse klæder.
Magasinet IN har taget en snak med grevinden om kvalitet, tøjets signalværdi og opmærksomhed.
Hvad betyder mode og kvalitet for dig?
- Kvalitet er vigtig på alle områder ikke bare, når det kommer til mode. Når det kommer til materielle ting, er kvalitet baseret på godt håndværk. Og netop eminent håndværk har en stor betydning for mig, når det gælder mode, industrielt design, gastronomi ... ja, alt. Kvalitet er for mig lig med troværdighed.
Hvordan præger det liv, du lever, din stil?
- Jeg klæder mig efter lejligheden, men jeg kan godt lide at være meget chic og feminin. Når jeg er på arbejde, nedtoner jeg min påklædning, så jeg fremstår neutral og diskret. Mit tøj skal helst ikke stjæle opmærksomheden fra min person eller fra mit kunstgalleri. Min stil er generelt præget af to udtryk, som er ret kontrastfyldte, da man enten ser mig i jeans med en hvid skjorte, cardigan og ballerinaer eller i udsøgte silkekjoler i monokrome farver. Jeg har ikke noget "midt imellem" i min garderobe.
Hvilke signaler vil du gerne sende med den måde, du klæder dig på?
- Da jeg var yngre, var jeg genert og havde det svært med at få opmærksomhed. På trods af, at jeg gerne ville være "usynlig", så var jeg alligevel én, som man altid lagde mærke til både herhjemme og i udlandet. I dag hviler jeg i mig selv. Jeg er stolt af den, jeg er, og jeg tør vise min personlighed. Jeg er ikke bange for at fremstå som en individualist, der går meget op i kunst og design og formår at integrere de to universer.