30. okt. 2012
Af af Malan Joensen

Prins Charles inviterer newzealændere til fødselsdag

Prins Charles
Prins Charles
Foto: AOP
Når prins Charles fylder 64 år, er 64 indbyggere fra New Zealand med samme fødselsdag med til fest.

Prins Charles er sammen med hertuginde Camilla i midten af november i New Zealand som led i deres tur rundt til Papua Ny Guinea, Australien og New Zealand, men selv om han er langt fra hjemmet, har prinsen dog ikke tænkt sig at holde sin 64 års fødselsdag den 14. november alene.

Det skriver avisen Wanganui Chronicle.

Det viser sig nemlig, at guvenøren general Sir Jerry Mateparae også har fødselsdag den dag, og de to vil sammen med 64 newzealændere, der også er født den 14. november holde en fest.

De 64 fødselsdagsbørn er fundet ved en lodtrækning, hvor i alt 1500 havde søgt om at komme med til royal fødselsdagsfest.

Én af de heldige, der har vundet en plads, er Deanna Shepherd, 74, der i den grad trænger til lidt godt nyt i sit liv. Hun er nemlig i gang med kræftbehandling:

- Det var en komplet overraskelse, jeg havde slet ikke noget at gøre med det. Jeg kom hjem fra Palmerston efter min kræftbehandling og min mand spurgte, hvem jeg kendte fra regeringsbygningen. Jeg læste det officielle brev og kunne slet ikke tro det, fortæller Deanna Shepherd til avisen og tilføjer:

- Det viste sig, at det var min datter, som var på besøg fra Melbourne, der havde hørt om det og meldt mig til.

Deanna Shepherd skal dog ikke bryde hovedet med, hvilken gave man tager med til en ægte prinse-fødselsdag. På den newzealandske guvernørs hjemmeside oplyses det, at gæsterne slet ikke skal medbringe gaver:

"Det er også din fødselsdagsfest! Det er din tilstedeværelse og ikke gaver, der er vigtig den dag" skrives der blandt andet.

Der er dog et lille plaster på såret til de ansøgere, der ikke vandt en invitation til den royale fødselsdagsfest - på guvernørens hjemmeside kan man læse, at de alle vil modtage et lykønskningskort fra prins Charles og guvernøren.

Læs mere om: