Prinsesse Madeleine og Chris nyder hinanden i London
Da forlovelsesnyheden fra det svenske kongehus ramte forsiderne onsdag, var det et forelsket par der trådte frem for verden og fortalte om deres kærlighed til hinanden.
Og selvom prinsesse Madeleine og hendes livs udkårne gjorde dette på en video, så blev hele mediemaskineriet sat i gang, og alle ville have en udtalelse fra det vordende brudepar.
Måske belært af tidligere tider, valgte det nyforlovede par at smutte til London, hvor de nu ønsker fred og ro, til at nyde hinandens selskab.
Allerede onsdag aften satte Madeleine og Chris sig om bord på flyveren til den britiske hovedstad, hvor de vil tilbringe noget tid sammen, og blandt andet mødes med nogle af Chris' slægtninge, bekræfter hoffets informationschef Bertil Ternert til avisen Expressen.
Samme avis har mødt den 38-årige Chris O'Neil i London, og Madeleines kommende ægtemand bekræfter, at parret nu ønsker lidt ro oven på en hektisk tid forud for forlovelsesnyheden.
En egentlig bryllupsdato er endnu ikke sluppet ud, men 30-årige prinsesse Madeleine nævner selv i forlovelsesvideoen, at det bliver et sommerbryllup til næste år.