Livsstil: Derfor bliver du træt på arbejdet
Efter frokostpausen kan det være svært at komme op i omdrejninger igen - som om hjernen bare arbejder lidt langsommere. Men det er ikke kun din egen skyld. Ny amerikansk forskning viser, at kontormiljøer og klasselokaler med et højt indhold af kuldioxid i luften giver en sløvende effekt, skriver Daily Mail.
Forskere fra State University of New York og University of California har fundet ud af, at den menneskelige hjerne arbejder langsommere, hvis luften indeholder meget kuldioxid, og det kommer bag på eksperterne.
- Vi har altid troet, at kuldioxidniveauet i bygninger ikke havde nogen direkte påvirkning på mennesker. Så de her klare resultater var meget overraskende, siger William Fisk, der har været med til at lave undersøgelsen.
Kuldioxid er især et problem på steder, hvor der er mange mennesker samlet som i eksempelvis mødelokaler. Eksperterne anbefaler at man lufter godt ud eller investerer i et godt ventilationssystem, der kan give tilstrækkelig frisk luft.
Tal fra Københavns Universitet og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø viste sidste år, at ansatte, der arbejder i store åbne kontorlandskaber med flere end to kollegaer, har 62 procent flere sygedage end andre.