Kronprinsesse Mette-Marit til bryllup i dyr designerkjole
Man må ikke overstråle bruden til et bryllup, men det var lige før, at den norske kronprinsesse Mette-Marit stjal billedet, da kongelige fra hele Europa var samlet til bryllup i Luxembourg i weekenden.
Hun var nemlig trukket i en mørk, rød Pucci-kjole, som ifølge Minmote.no har en værdi på mere end 25.000 kr., da hun deltog i en gallamiddag i forbindelse med det store bryllup mellem arvehertug Guillaumes og Stéphanie.
- Mette-Marit så meget sexet ud i sin røde gallakjole i havfrueform. Den flotte kreation sidder som støbt på hende, og det er en af de allerfineste, jeg har set Mette-Marit i. Jeg ville dog ønske, hun havde valgt en mere klædelig frisure, siger modeekspert Sonia Huanca Vold fra Minmote.no.
Går ofte i Pucci-design
Til kjolen bar Mette-Marit en diamantbesat tiara, som hun havde på ved sit bryllup med kronprins Haakon i 2001. Hun havde krøllet håret og bar røde øreringe og knaldrøde læber.
Det er ikke første gang, at kronprinsessen har valgt en Pucci-kjole. Sidste år bar hun en tætsiddende, rød Pucci-sag i Miami, og da det norske kronprinspar fejrede dronning Margrethes 40-års jubilæum i januar, var hun trukket i en smuk, hvid, pyntet Pucci-sag, som hun også blev rost for.
Mette-Marit er i øvrigt også gode venner med Peter Dundas, der sidder i chefstolen hos Emilio Pucci.
Kilde: Minmote.no