Judi Dench elsker rollen som M i James Bond-filmene
Den 77-årige britiske skuespiller Judi Dench har foreløbigt været med i syv James Bond-film, og hun synes stadig, det er enormt sjovt, fortæller hun i et interview med den britiske avis The Observer.
I filmene om den klassiske agent-helt spiller Judi Dench chefen 'M', der sender James Bond på farlige missioner.
Og hun fortæller til avisen, at hun i den første Bond-film blev helt "besat af magt" over at skulle lege med alle de smarte gadgets:
- For jeg kan hverken reparere noget eller slå et strygebræt ordentligt sammen, siger Judi Dench til avisen.
Den nye James Bond -film "Skyfall" har dansk premiere den 26. oktober, og ifølge visse britiske anmeldere er der god grund til at glæde sig - for eksempel har avisen Daily Mail givet filmen fem ud af fem stjerner, skriver BBC.