L.O.C. tjener fedt på sin frihed
- Du kan tilbyde mig den bedste kontrakt i den danske musikbranche - og jeg ville stadig ikke tjene en tredjedel af det, jeg gør ved at være på egne ben.
Sådan siger rapperen og "Voice"-coachen L.O.C. i et interview med epn.dk om sin beslutning om at droppe den etablerede del af musikbranchen og lave sine egne aftaler. Hans beslutning om at droppe at være tilknyttet et pladeselskab har forventeligt skabt heftige diskussioner i musikbranchen, men L.O.C. fortryder ikke et øjeblik.
- De har tjent 15 millioner kroner på min musik de sidste ti år - så meget har jeg ikke tjent på dem, siger L.O.C..
Rapperen har blandt andet lavet en aftale med TDC om at teleselskabets kunder kunne downloade hans nye album gratis i 37 dage, og selv om det umiddelbart virker som en dårlig forretning, er L.O.C. svært tilfreds med aftalehn.
- Det resulterede i, at alle de gamle plader lige pludselig blev solgt igen - samtidig med at brandværdien fik folk ind at se koncerterne, siger han.