Trine Panum Kjeldsen bliver galleriejer
Interessen for at svinge med penslerne har længe været en del af TV-værten Trine Panum Kjeldsens liv ved siden af TV-jobbet. Nu springer hun ud som ejer af eget galleri.
Det er en kæmpe drøm, der nu går i opfyldelse for studieværten. De næste to måneder udstiller hun sine billeder i eget galleri, midt i Bagsværd centrum.
- Jeg er SÅ glad. Det er helt vildt - og en FANTASTISK følelse, fortæller en lykkelig galleriejer til tv2.dk.
- Pludselig kunne det lade sig gøre. Der er nogle gode folk i byen, der har gjort tingene mulige, så nu prøver jeg det af, tilføjer Trine Panum Kjeldsen.
- Der er åbent efter aftale de næste små to måneder. Og jeg slutter af med "åbne atelierdøre" den 17.-18. november, siger Trine Panum Kjeldsen til tv2.dk.
Skulle trofaste seere af TV-programmet "Station 2" frygte, at det betyder et farvel til skærmen, kan de roligt sætte sig tilbage i sofaen.
- Nej, det er der ikke tale om. Det er kun efter aftale, jeg holder åbent. Mit "rigtige" job forlader jeg skam ikke, fortæller den nybagte galleriejer.