Suzanne Bjerrehuus’ svigerdatter vil forsones
Forholdet mellem Suzanne Bjerrehuus og hendes svigerdatter, Gunnvør Dalsgaard, har længe været køligt. Men Oliver Bjerrehuus' kæreste rækker nu en hånd frem til forsoning.
- Jeg ønsker ikke, at vi skal forsætte denne her debat i medierne. Jeg håber i stedet, at Suzanne vil komme hjem til os, så vi kan tale om det, siger Gunnvør Dalsgaard i dag til BT. Hun siger, at hun meget gerne vil have et godt forhold til sin svigermor.
- Det har simpelthen taget overhånd. Der er jo børn involveret, siger Gunnvør Dalsgaard, der sammen med Oliver Bjerrehuus har datteren Sigga. Desuden har han sønnen Oscar fra et tidligere forhold. Oliver Bjerrehuus og Gunnvør har været sammen i fem år, men on and off. Forleden meldte de dog ud, at de var kærester igen, da de gik til et Voice-show i Tivoli.
Gunnvør siger til BT:
- Jeg håber, at vi i fremtiden kan finde en løsning på alt det her. Men det er en snak, vi skal tage hjemme i vores stuer. Ikke i spalterne.
Det var igennem TV-programmet "Olivers kamp", offentligheden fik indblik i det dårlige forhold mellem Suzanne Bjerrehuus og hendes søns kæreste.