Livsstil - Derfor er efteråret godt for dig
De lune sommeraftener er skiftet ud med blæsende regnvejrsdage, og selvom man godt kan længes efter de lunere temperaturer, har efteråret faktisk en række fordele, som kan gavne dig.
Huffingtonpost.com har her samlet fem ting ved efteråret, der faktisk er gode for dig.
Næringsrige frugter og grøntsager
Det er ikke kun om sommeren, det bugner med lækre frugter og grøntsager. Køb godt ind af sæsonens æbler, som indeholder mange fibre og som har en kolesterolsænkende virkning samt græskar og søde kartofler, der ikke indeholder mange kalorier og desuden er rige på E-vitamin. Det er i øvrigt også sæson for figner, der indeholder godt med fibre, som sætter gang i fordøjelsen, og kalium.
Sjove aktiviteter
Selvom det blæser og er lidt koldere, kan man sagtens dyrke nogle udendørsaktiviteter. Det kunne f.eks. være at tage hele familien med ud for at plukke æbler eller græskar. Det sætter gang i forbrændingen, for hvis du plukker æbler i halvanden time, har du forbrændt 300 kalorier - så der er rigelig plads i kalorieregnskabet til en varm kop kakao, når familien kommer hjem fra turen igen.
Gå udenfor
De køligere temperaturer gør det mere oplagt at dyrke motion udenfor. Der er ingen risiko for pludselig at få et hedeslag.
- Temperaturerne er mere moderate. Så kom ud i den friske luft, hvor det er lettere og mere behageligt at være aktiv, siger læge Philip T. Hagen fra Mayo Clinic.
Drik varme drikke
Efteråret er ideelt til at hygge med varme drikke som te, kaffe og kakao. Og du kan faktisk få en del næring fra disse drikke.
Grøn te indeholder eksempelvis godt med antioxidanter, som hjælper din krop mod at bekæmpe de frie radikaler, der kan skade cellerne i kroppen. Kaffe indeholder også antioxidanter, og flere undersøgelser har endda vist, at kaffe kan sænke risikoen for nogle kræftformer.
De daglige rutiner
Når sommerferien er overstået, giver efteråret mulighed for at komme ind i nogle gode rutiner.
Ifølge Philip T. Hagen er det nemlig vigtigt for vores helbred at gå i seng og stå op på samme tid, og at vi i øvrigt får den søvn, vi har behov for.
Det er også vigtigt, at vi laver prioriteringer i vores daglige rutiner, fordi vi ikke kan nå alt det, vi gerne vil.
- Der skal være en god dagsrytme - og sørg for at gøre plads til kvalitetstid med børnene og familien, så det bliver en del af hverdagsrytmen, siger Philip T. Hagen.
Sørg eksempelvis for at spise aftensmad sammen og spil et spil, lyder rådene fra Philip T. Hagen.
Kilde: Huffington Post