Julie Steincke slået som barn
Skuespilleren Julie Steincke har masser af succes på de skrå brædder, men vejen dertil har været yderst traumatisk. Julie voksede op i London, og allerede som helt lille følte hun sig som en outsider i sin preschool - en blanding af en børnehave og en skole.
- Jeg kunne ikke sproget, og personalet, særligt én af dem, slog mig ofte. Til sidst blev jeg så desperat, at jeg bed lærerinden i ankelen. Mine forældre tog mig heldigvis ud og satte mig i en mere kreativ og kunstnerisk skole, fortæller Julie til IN.
Som 14-årig begyndte hun at få angstanfald, fordi hun sigtede mod en handelsuddannelse.
- Min skoletid har egentlig altid været en prøvelse, fordi jeg er meget ordblind, og selv om jeg egentlig vidste, at mine styrker var nogle helt andre, lå jeg som teenager under for, at jeg skulle være akademiker, siger Julie.
Først da hun kom ind på en skole for dans, skuespil og sang, følte Julie Steincke, at hun var kommet hjem.