Derfor er Steen Lund ude af Vild med dans
Steen Lund har haft en fast plads på "Vild med dans"-holdet, og med sejren i 2006 med Christina Roslyng og andenpladsen året efter med Vicki Berlin, har danseren bestemt sin berigtigelse i showet.
Fredag gik startskuddet for den niende sæson af det populære danseshow, men uden den afholdte danser Steen Lund på gulvet.
Over for Ekstra Bladet fortæller Steen Lund nu, at hans udeblivelse fra dette års show, ikke hænger sammen med en skuffende niendeplads med Kaya Brüel sidste år.
Forklaringen er langt mere personlig og hjertegribende. Datteren Celine på fem et halvt knockoutede ham totalt, da hun sagde:
- Jeg ønsker mig en far, som ikke er med i "Vild med dans".
Datterens direkte besked til sin far gav danseren dårlig samvittighed, både over for datteren, men også over for programmet.
- Det ramte mig. Jeg følte, jeg ikke havde tid til noget som helst. Jeg havde dårlig samvittighed over for min datter, mit arbejde og programmet, forklarer Steen Lund til avisen og tilføjer:
- Jeg havde ikke planlagt det godt nok. Jeg skulle have flyttet hele familien med til København i den periode i stedet for, at de var hjemme i Odense.