8. sep. 2012
Af af BILLED-BLADET

Kunstmuseet Trapholt udstiller BILLED-BLADETS royale fotos

En del af udstillingen på Trapholt
En del af udstillingen på Trapholt
Foto: Jesper Sunesen/BILLED-BLADET
Fredag indvier dronningen en særudstilling med malerier og fotos af sig selv og sin familie.

Det hører til sjældenhederne, at et kunstmuseum indgår samarbejde med et ugeblad, men når kunstmuseet Trapholt fredag åbner særudstillingen "Dronningen og hendes familie", bliver BILLED-BLADETs royale fotografier placeret ved siden af værker af kendte kunstnere som Michael Kvium, Thomas Kluge og Andy Warhol.

Kunstmuseet Trapholt og Danmarks royale ugeblad BILLED-BLADET samarbejder helt utraditionelt om udstillingen, der åbner fredag den 31. august. Her udstiller kunstmuseet Trapholt 45 værker af Dronning Margrethe og H.K.H. Prinsgemalen, og til at danne referenceramme for de mange portrætter har BILLED-BLADET været i arkiverne og udlånt fotografier af den royale familie.

- Vi har valgt at samarbejde med BILLED-BLADET fordi deres fremragende fotografer har dækket den kongelige familie i alle tænkelige situationer. Fotografierne indgår i formidlingen, så de understøtter de fem temaer, som malerierne i udstillingen fordeler sig i. Det giver god mening at samarbejde med de dygtigste inden for dette område i en udstilling på dette niveau, siger direktør for Trapholt Karen Grøn.

Det er første gang, at så mange portrætværker af Dronningen og den kongelige familie er samlet ét sted, og værkerne er inddelt i grupperne; symboler, ikonisk, parløb, passioner og almindelig. BILLED-BLADETs fotos indgår i udstillingen på fem store formidlingsbannere på 1,5 x 4 meter til at slå hvert af de fem temaer an.

- Vi er meget stolte over, at Trapholt kan bruge BILLED-BLADETs fotos til at formidle og understøtte historien om Dronningens 40 årige regentperiode. Vi har igennem årene opbygget et godt og tæt forhold til Kongehuset, hvilket har givet os enestående muligheder for at fotografere Dronningen og H.K.H. Prinsgemalen samt resten af kongefamilien i mange forskellige sammenhænge - både arbejdsmæssigt og i meget private situationer, fortæller BILLED-BLADETs cheffotograf Jesper Sunesen.

Fra 1966 til OL i London

BILLED-BLADET har været langt tilbage i arkiverne for at finde de fotografier, der bedst muligt understøtter de forskellige temaer, og det ældste foto, der er med i udstillingen er tilbage fra 1966, hvor en nyforelsket Dronning Magrethe for første gang henter H.K.H. Prinsgemalen i lufthavnen. To af de nyeste fotos fra udstillingen er fra den kongelige families sommerferie i Gråsten og OL i London.

- Det er ikke hver dag man gennemgår royale fotografier fra de sidste 50 år, og det har været utroligt spændende at skulle udvælge fotos til udstillingen på Trapholt - dels i forhold til at gennemopleve hele Dronningens officielle virke, men også gense sjældne fotos fra Dronningens ungdom og parløb med H.K.H. Prinsgemalen, hvor det er personen Margrethe, der er i fokus og ikke Dronningen, fortæller Jesper Sunesen.

Læs mere om: