KOng Carl Gustaf og dronning Silvia bestjålet, mens de sov
Natten til torsdag bevægede tyve sig ind på Solliden Slots område på Öland og begik indbrud på kongens offentlige slotscafé, som ligger på slottets område. Tyvene skaffede sig adgang ved at bryde en dør op til caféens kontor, hvor de stjal et pengeskab. I pengeskabet befandt der sig et kontantbeløb. Størrelsen er ikke oplyst.
For at transportere pengeskabet væk fra gerningsstedet stjal tyvene også en bil tilhørende caféen.
Under indbruddet i caféen, som har plads til 70 spisende gæster, sov kong Carl Gustaf og dronning Silvia på det nærliggende slot.
Politiet har allerede fundet den stjålne bil, som blev efterladt på parkeringspladsen ved Borgholms Slotsruin på øen, og politiet formoder, at tyvene har bakset pengeskabet over i en anden bil.
Kong Carl Gustaf og dronning Silvia er fuldt informeret om indbruddet og følger opklaringsarbejdet.