27. aug. 2012
Af af Juliane Olsen, Newsdesk, Aller Media

Nanna Schultz Christensen: Aldrig mere på slankekur

Nanna Schultz Christensen
Nanna Schultz Christensen
Foto: AOP
Den tidligere model Nanna Schultz Christensen ønsker aldrig mere at komme i nærheden af en diæt, efter hun har gennemgået en sultekur for at nå ned i en størrelse 12 år.

Victoria Beckham gør det. Nicole Richie har gjort det. Og du drømmer måske indimellem om det. At ligne en size zero-kvinde, der kan passe tøj helt ned i en størrelse tolv år. Men kampen for den forjættede tøjstørrelse er grum, og desværre er der alt for mange unge, danske piger, der kaster sig ud i den, mener den tidligere model og "Boogie"-vært Nanna Schultz Christensen.

Derfor satte hun sig for at bevise, hvor problematisk en size zero-diæt i virkeligheden er i det kommende TV-program "Nanna Schultz fra tynd til str. 0", som bliver sendt på kvindekanalen TLC. Hun erkender blankt, at eksperimentet har været noget af en prøvelse.

- Jeg kørte på pumperne hele tiden. Jeg var ekstremt træt, grådlabil og distræt, og jeg kunne ikke deltage i noget socialt, fordi jeg blev nødt til at gå i seng klokken 20 hver aften, så jeg ikke skulle tænke på mad. Mange var bekymrede for mig, og derfor var det også vigtigt for mig at fortælle, at det bare var et eksperiment, siger 30-årige Nanna Schultz Christensen ifølge alive.dk.

Hun var under forløbet tilknyttet en læge, diætist og en personlig træner, som skulle sørge for, at hun kom sund og rask igennem den ekstreme test. Kostplanen var lagt ned til den mindste detalje, så den tidligere "Boogie"-vært ikke behøvede at tælle kalorier ved hvert eneste måltid, men det var på ingen måde en fornøjelse. Frokosten bestod eksempelvis af en halv skive rugbrød og lidt agurk, og Nanna Schultz Christensen, der altid har været tynd fra naturens hånd, led i den grad afsavn.

- Jeg selv har et højt stofskifte, og jeg har aldrig dyrket meget motion. I perioder kan jeg løbe ture flere gange om ugen, og i andre perioder laver jeg slet ikke noget. Jeg er glad for slik, is, chokolade, og jeg elsker at snacke om aftenen, så det var svært at undvære, siger hun.

Forvrænget skønhedsideal

Hendes diæt blev da også stoppet efter seks dage, fordi den tidligere model var for ambitiøs med projektet til, at det var sundt for hende. På det tidspunkt havde Nanna Schultz Christensen, som vejede 55 kilo inden diæten, tabt sig to kilo på seks dage og havde oplevet at få menstruation midt i en p-pille periode. I dag er hun overbevidst om, at hun aldrig skal på slankekur igen, og hun ville ønske, at de mange unge piger, der drømmer om en size zero ville få den samme holdning.

- Det er vigtigt budskab om, at nutidens skønhedsideal, der ophæver modeller til at være noget særligt er forkert. Derfor snakker jeg også med modeller i programmet, og de fortæller, at sådan lever man bare. En model fortalte mig, at hun ind imellem slugte vatrondeller for at føle sig mæt. Unge piger vil ligne Victoria Beckham, og derfor siger de nej til mange ting, siger hun og understreger, at hun af samme grund ikke selv forestiller sig at vende tilbage til branchen.

- Alle modeller har et problematisk forhold til kost, men det er svært at placere et ansvar. Kvinderne på catwalken skal se næsten androgyne ud, og det skyldes nok, at det ofte er homoseksuelle designere, der står bag. Modellerne kan umuligt blive tyndere nu, og jeg mener, at vi kan starte ved at fjerne de helt unge modeller. Men mode er en forretning, hvor en kunde efterspørger en bestemt type kvinder, og det forvrænger ofte billedet, siger hun.

Programmet "Nanna Schultz fra tynd til str. 0" bliver sendt på TLC til efteråret.

Læs mere om: