Johannes Møllehave: Derfor holdt mit ægteskab
Det kræver en indsats at være gift med den samme person i 42 år. For Johannes Møllehave og nu afdøde Herdis Møllehave var ægteskabet værd at kæmpe for.
Og det var netop i disse mange år, at præst og forfatter Johannes Møllehave var lykkeligst.
- Vi levede sammen i 42 år, min kone og jeg. Man elsker jo mest den, man har fået børn med. Det er også godt for børnene at se, at far og mor synes, det er umagen værd. Hvis man som forældre har problemer, så er det umagen værd at kæmpe for det. Min kone og jeg har aldrig nogensinde brugt ordet skilsmisse, vi har aldrig nævnt det ord, aldrig, det fandtes ikke i vores verden, siger Johannes Møllehave i et interview med magasinet Psykologi.
Herdis Møllehave døde i 2001.
Stort temperament gav lyst til at skrive
I interviewet fortæller Johannes Møllehave også om den største skuffelse, han har oplevet. Det var de to blodpropper, han fik i hjernen.
- Jeg fik at vide, at jeg ikke kunne skrive, og det kan jeg heller ikke mere. Jeg kan nu kun diktere. Det var en stor skuffelse for mig, da det at skrive er det, jeg elsker at gøre. Men jeg kan diktere, og det er lige så godt, forklarer han.
Johannes Møllehave har skrevet 150 bøger, og han fik sit første digt i en avis som 11-årig. Og evnen til at skrive tillægger han sit temperament.
- Mit temperament er bestemt ikke typisk dansk. Hvis jeg ikke havde mit temperament, så havde jeg formodentlig ikke skrevet bøger, siger han til Psykologi.