6. aug. 2012
Af af Mia Qvist Scheelsbeck/Newsdesk

Livsstil - Sådan kommer du i form efter ferien

https://imgix.billedbladet.dk/media/billedbladet/livsstil/2012/marts/komiformefterferien.jpg
Arkivfoto: AOP
For mange store is og afslappende dage i ferien påvirker din form. Få tips til at komme i gang her

Det er ikke let at gå fra ferie, is, kolde øl og afslapning til arbejde, træning og hverdagens kedelige rutiner.

Og netop den første løbetur efter ferien kan være noget af en udfordring at komme igennem. Særligt, hvis du har taget lidt på, forklarer Anne Bech, der er personlig træner.

- Din vægt har en indvirkning på løbeturen. Har du taget tre kilo på, er det mere belastende for dine led, når du løbetræner. Det føles tungere og hårdere, og man bliver mere forpustet. Til gengæld ryger feriekiloene som regel hurtigt af igen, siger Anne Bech til Alive.dk.

Kroppen vender aldrig tilbage til nul
Hun kalder august for den anden sæson i fitness-verdenen - den første ligger nemlig allerede i januar, hvor danskerne skal smide julefedtet.

- Det vigtigste at tænke på træningsmæssigt efter en ferie er at have respekt for, hvilken form man var i før ferien. Hvis man var i ret god form, kan man nøjes med at træne stille og roligt i et par uger for at få gang i kroppen. Var man i dårlig form, så skal man stort set begynde forfra, siger Anne Bech.

Hun peger dog på, at det faktisk ikke tager specielt lang tid at komme i god form igen, og at vores krop faktisk aldrig vender tilbage til et nul, når det gælder træning.

- Det tager kun tre-fire uger at komme i rigtig god form, hvis du eksempelvis løber cirka tre gange om ugen. Det er dog meget vigtigt at sætte barren lavt. Det nytter ikke noget at løbe tre km i ét stræk, selvom du psykisk føler, du kan. Løb eksempelvis 30 sekunder, gå så et stykke og løb igen. Det handler om ikke at belaste leddene for meget, forklarer Anne Bech.

Træningsferie kan være gavnlig for kroppen
Træningseksperten peger på, at for hård træning efter en ferie kan skade kroppen varigt.

- For hård træning kan give slidskader, fordi sener og led ikke kan følge med. Muskler opbygges hurtigere end led, og presser man meget på, øger det risikoen for skader. Og det kan være meget irriterende skader, som kan betyde, at du enten ikke kan løbetræne igen, eller at skaden kan dukke op igen og plage dig senere i livet, lyder advarslen fra træningseksperten.

Anne Bech siger desuden, at man ikke behøver at have dårlig samvittighed over, at man ikke har fået trænet i ferien.

- Det ødelægger mindre, end man tror. Det kan faktisk være sundt for kroppen at få en-to ugers træningspause en gang om året. Men det skal heller ikke være mere end det, siger hun.