31. jul. 2012
Af af Ole V. Hansen / Redigeret af Mia Qvist Scheelsbeck

Prinsesse Nathalie: Jeg må ofte svigte familien

Prinsesse Nathalie og Alexander Johannsmann
Prinsesse Nathalie og Alexander Johannsmann
Foto: Hanne Juul/BILLED-BLADET
Prinsesse Nathalie er rytter på topniveau, og det har konsekvenser for hendes familie

Når man rider dressur på eliteniveau, kræver det meget arbejde. Det ved prinsesse Nathalie zu Sayn-Wittgenstein-Berleburg, som vandt OL-bronze i dressur for fire år siden, udmærket godt.

Når træningen og de mange ridestævner skal passes, er det nemlig ofte familien, der bliver valgt fra. I sidste uge gik prinsesse Nathalie glip af sønnen Konstantins toårs fødselsdag pga. prinsessens OL-deltagelse i London, og der må ofte sendes et nej tak til familiens invitationer.

- Jeg må ofte sende afbud, fordi jeg skal til et ridestævne. Hvis du vil være med blandt eliten, nytter det jo ikke at lade ridningen komme i anden række. Selvfølgelig deltog jeg i min fætter, kronprins Frederiks, bryllup. Allerede næste morgen var jeg imidlertid væk igen. På vej til et nyt stævne. Så jo, jeg må ofte svigte familien. Desværre også mine allernærmeste - mor og far samt Alexanders forældre, siger prinsesse Nathalie til Familie Journal, og hentyder til husbonden Alexander, som hun blev gift med i 2010.

Ønsker sig flere børn og heste

Selvom rideprinsessen, der er danske prinsesse Benedikte og tyske prins Richards yngste datter, er meget væk hjemmefra, nægter hun at have barnepiger til at tage sig af sønnen.

- Vi havde en overgang en au pair. Men efter to måneder sendte vi hende hjem. Min søn og mine fremtidige børn - jeg ønsker mig nemlig både flere heste og børn - skal vokse op, så de hver dag er sammen med min mand og mig. Og ikke - som det var tilfældet for min søster, min bror og mig - være omgivet af barnepiger. Ikke fordi jeg bebrejder mine forældre noget. Sådan var tiden simpelthen dengang - sådan var min mor selv vokset op. Men vi vil have, at det er os, børnene kommer til, når de er kede af det. Og ikke en eller anden ansat barnepige, siger prinsesse Nathalie.

Prinsesse Nathalie, der for 14 år siden valgte at ride for Danmark og ikke Tyskland, deltager med Anne van Olst og Anders Helgstrand på Danmarks dressurhold ved OL i London.

Læs mere om: