Maria Montell: Træt af kronprinsen

Det er sommer, og det er sol, og den 43-årige sangerinde Maria Montell lægger ikke skjul på, at hun er en lykkelig kvinde, der netop er flyttet på landet i et stort hus i Espergærde med sin mand Thomas Villum Jensen og parrets tre børn. Det fortæller hun blandt andet om i et stort interview med ugebladet Søndag.

Hvis der nu er læsere, der her tænker: Var der ikke noget om, at Maria Montell engang var kæreste med kronprins Frederik? Så: Jo, det var der. Men det var netop engang. Det er 12 år siden. Og hun er godt træt af, siger hun, at hun næsten ikke kan læse en tekst om sig selv, uden at den historie skal blandes ind i det.
- Folk må da tænke, at det da er utroligt, jeg skal name-droppe hans navn altid. Men det er jo ikke mig, der gør det, det er mange af jer journalister!, siger hun i interviewet.

Vil hinanden

I dag er virkeligheden nemlig helt anderledes skruet sammen for sangerinden. Maria Montell og Tomas Villum Jensen mødte hinanden i 2003 en tilfældig aften i byen i Aarhus, hvor de begge var for at medvirke i hver sit TV-program, hun som caster på "Stjerne for en aften", han som vært på "Idols". Og som hun fortalte sidst, hun blev interviewet til ugebladet:

- Dér stod han pludselig, en ung mand i en skjorte med pingviner på, som jeg syntes så rimelig fjollet ud. Jeg vidste godt, hvem han var, men havde aldrig mødt ham før. Og han var absolut ikke mit ideal af en mand. En lille, lyshåret fyr. Jeg var til store, mørke latino-fyre. Troede jeg.

I dag, ni år og tre børn senere, siger hun som et forsøg på at forklare det, der er så umuligt at forklare: Hvorfor netop hun og han er lykkelige sammen?

- Vi vil bare hinanden. Vi har set hinanden. Jeg tror, Tomas har set, at hvis han lader mig være mig med alt det, jeg indeholder og lader mig gøre det, jeg skal, så får han et glad menneske og en glad kone. Og det samme har jeg set med Tomas. Jeg skal ikke forhindre ham i noget, der er ham.

Hårdt at være selvstændig

- Vi er også gode for hinanden på den måde, at vi begge kan tage arbejdshandskerne på og give den en skalle. Vi er ikke dem, der hviler på laurbærrene. Det er hårdt at være selvstændig. Og vi er altså selvstændige begge to! Men netop i de svære perioder er vi gode til at hive op i hinanden. Hvis den ene er nede, er den anden der altid til at sige: "Kom nu. Op i sadlen igen!"

- Jeg tror, det er en fordel, at Tomas og jeg er vokset op lidt på samme måde, med det samme økonomiske grundlag. Vi er lige børn. Vi har begge to haft arbejde, siden vi var 13. Jeg har arbejdet alle mulige steder. Alle. Jeg har stået hos slagteren og solgt pålæg, jeg har solgt burgere, jeg har gjort rent. Det samme har Tomas. Vi har været vant til at klare os selv. Og det kan jeg mærke: Lige børn leger bedst. Men det hører med til vores fælles historie, at lige så gode, vi er til at hanke op i hinanden, når det er svært, lige så gode er vi til at glæde os sammen og have en kæmpeoptur, når vi kommer om på den anden side.