Lars Ranthe: Slidte kvinder er ikke grimme
Skuespiller Lars Kristian Ranthe, 42, har blandt andet prydet det store lærred i rollen som Kjeld Petersen i spillefilmen 'Dirch', men modsat hans karakter i filmen, så fristes han ikke af unge damer langt fra sin egen alder, tværtimod har kvinder med livserfaring en plads i hans hjerte.
- Der sker noget, når I bliver slidte - på den gode måde. Det giver rynker, dybde i øjnene og ro i sjælen, og det er røvfedt - ikke grimt. Jeg er dybt taknemlig over, at jeg bliver ved med at synes, at de lækreste kvinder er dem på min egen alder, siger han i et interview med magasinet Liv.
Lars Ranthe er gift med skuespiller Christine Albech Børge og er far til Rigmor på otte år og Betty Marie på tre år.
Lav noget sammen
Men der er noget alle kvinder bør vide om mænd, og det er, hvor simple de er, siger Lars Ranthe.
- Hvis du vil ses og mærkes af din mand, så skab en situation, hvor han føler sig tryg. Tving ham ikke til at sidde og stirre dig ind i øjnene over en kop te med stearinlys. Foreslå i stedet, at I ordner haven sammen, eller spørg ham om hans nye værktøj fra Bauhaus. Så lover jeg dig, at han vil være vild med dig bagefter. Vi mænd er altså virkelig simple, siger han.
Snart kan du opleve Lars Ranthe i Thomas Vinterbergs film 'Jagten', som får premiere i efteråret 2012.
Kilde: Magasinet Liv