Husker du - Kronprins Frederiks jagt efter kærligheden
Hans første kæreste var klassekammeraten Mie Egmont Petersen. De forelskede sig vildt, da klassen holdt fest i Tivoli og dannede par i hele deres gymnasietid. Men forholdet holdt ikke. Og Frederik måtte søge videre efter den store kærlighed.
Nina Klinker Jørgensen og Aarhus
Stor opmærksomhed fik det, da Frederik i foråret 1990 mødte Nina Klinker Jørgensen i Aarhus, hvor han studerede statskundskab, og Nina læste jura. Parret lod sig fotografere sammen, men igen holdt forholdet ikke.
Marie-Louise Aamund og Frederiks møde med ordensmagten
Senere kom Malou - Marie-Louise Aamund, datter af finansmanden Asger Aamund. Hendes og Frederiks forhold sluttede dramatisk efter en bytyr i København nytårsnat 1993. Malou sad ved rattet i Frederiks bil, da hun blev stoppet af en politipatrulje, som fandt hendes kørsel usikker. Malou havde en promille på 1,2. Det kostede hende senere en bøde på 4000 kroner.
Katja Storkholm og Maria Montell
Frederik forelskede sig dybt i Katja Storkholm. Og mange husker stadig billederne af hende og ham på ferie i 1995 på Mauritius.
Senere faldt han for Maria Montell. De var kærester i et års tid.
Paris sammen med Bettina Ødum
Mens Frederik arbejdede på Danmarks ambassade i Paris så han meget til Bettina Ødum. Frederik og Bettina var blandt andet på ferie i Costa Rica sammen, og Bettina besøgte Frederik et utal af gange i Paris. Men så bankede den helt store kærlighed på. I sommeren 2000 tog kronprinsen og prins Joachim af sted på den rejse, som kom til at skrive danmarkshistorie.
En ung australsk kvinde ved navnet Mary Donaldson
Frederik og Joachim var inviteret til OL i Sydney af Danmarks Olympiske Komité. En lun aften i september blev Frederik præsenteret for en smuk, ung australsk kvinde, som han straks følte sig tiltrukke af. Hans jagt på kærligheden var forbi. Han havde fundet den ægte. Hendes navn var - Mary Donaldson.