Sys Bjerre var afhængig af pomfritter
Som barn havde hun aviser under armene, når hun spiste ved middagsbordet. Hun blev nægtet mad med røde pølser og fik kun serveret eksotisk mad, fordi forældrene var vilde med chili.
Sys Bjerre er opvokset i en kernefamilie, men den 27-årige sangerinde afslører på en blog hos den personlige træner Lotte Arndal, at hendes forældres sunde livsstil fik en negativ konsekvens for deres datter.
- Fraværet af pommes frites, slik og pizza gjorde, at jeg, da jeg blev teenager og fik "udgangstilladelse" i det store frikvarter, fik et helt vanvittigt forhold til netop disse varer. Specielt pommes frites. Lad mig bare sige at tingene kørte lidt af sporet for mig, fortæller Sys.
Redningen ventede heldigvis forude: Lotte Arndal. Sangerinden fandt frem til kendis-træneren, der hjalp hende på rette køl med et vægttab på 8,5 kilo. Men det har ikke været nemt at ændre madvanerne - og er det stadig ikke.
- Selv den dag i dag står pomfritter for mig som et lysende fyrtårn af håb, glæde og luksus. Og det har taget mig år. Lidt flere end jeg vil indrømme, at vænne mig af med tanken om, at de hemmelige, lokkende pommes frites er svaret på alt. Men de blev bare så interessante, skriver Sys på bloggen.
Sangerinden, der har været med i "Toppen af poppen" på TV2, slutter af med at lade sine egne erfaringer være en advarsel til folk med børn.
- Dette var et åbent brev fra en ex-pomfrit-afhængig til alle forældre derude. Brug det som I vil, hvis I vil.