5. jul. 2012
Af af Nina Bendixen/Newsdesk

Livsstil: Tour de France for dummies

https://imgix.billedbladet.dk/media/billedbladet/livsstil/2012/marts/tourdefrancefordummies.jpg
Arkivfoto: AOP
Læs her hvordan du lærer at forstå Tour de France og måske ligefrem elske cykelsporten

Hver sommer kommer chokket. Netop som juli måned begynder, overtager cykelløbet, Tour de France, dit fjernsyn. Men i år skal det ikke slå dig ud. Vi har spurgt tidligere cykelrytter og cykelekspert, Alex Pedersen, hvordan man lærer at elske cykelsporten.

Hvorfor er Tour de France mere seværdigt end mange andre cykelløb?
- Det ligger i juli, hvor alle har fri. Men som cykelidiot, så er der mange andre cykelløb, som jeg hellere vil se. Flandern rundt for eksempel, hvor man kører på brosten, og hvor det også regner og blæser. Langt hen ad vejen så er Tour de France lidt forudsigeligt. Det er rigtig god ferieunderholdning, men der er også mange andre gode løb.

Brosten og regn... er det spændende?
- Det er spektakulært i hvert fald. Ligesom når man ser Formel 1, så gør det ikke noget, at der er lidt spænding. Selvfølgelig skal folk ikke komme til skade, men de må godt lige skride i det første sving. Sådan tror jeg, at de fleste har det.

Men hvorfor skal jeg dog se Tour de France HELE juli?
- Det skal du da heller ikke. Jeg ser ikke Tour de France hele juli. Jeg udvælger de spændende dage, bjergetaperne for eksempel. I dag regner jeg med, at jeg tænder fjernsynet klokken kvart i fem til fem - en halv times tid inden det er slut. Så slutter man en god dag foran fjernesynet med en kold øl eller et køligt glas hvidvin, mens man ser dem spurte i mål.

Hvorfor stikker rytterne ikke af fra feltet hele tiden?
- Det koster nogle flere kræfter at stikke af. Man sparer op til 25 %, når man sidder bag én. Og når de kører mod spurten, så sparer man mellem 30 - 35 %, da vindmodstanden er større, jo hurtigere de cykler. Det koster for mange kræfter at stikke af hele tiden, det er klart en fordel at sidde sidst i et udbrud. Prøv selv en dag, hvis du er ude at køre i bil, at stikke hånden ud af vinduet, så finder du ud af hvorfor.

En rødprikket stram trøje har altså aldrig klædt nogen. Hvorfor ser bjergtrøjen sådan ud?
- Pas... Jeg ved det simpelthen ikke. Mit bud er, at deres sponsors logo er hvid med røde prikker. Den grønne er nemlig også grøn på grund af sponsorerens logo.

- Den gule, ved jeg, er gul, fordi den avis, der stod bag Tour de France, da det startede for 100 år siden, blev trykt på gult papir. Og så er der den hvide trøje - det uskyldige, rene, nye, fremadstormende talent kunne jeg forstille mig, at det er symbol på. Men det er bare et gæt.

Hvordan spiser de og... tisser?
- De har baglommerne fyldt op, og cirka halvvejs på etapen kommer der en forplejningszone, hvor rytternes hjælpere har poser med boller, bananer, myslibar, sportsdrik og lignende. Skal man have mere væske, så skal man ned til servicebilen. Det er varmt i Frankrig, så på en typisk dag, drikker de mellem tre og fire liter.

- Der er nogle stop undervejs til toiletbesøg. Lige pludselig stopper en tredjedel af feltet, og så sætter resten som regel farten lidt ned. Men skal man tisse 70 km før mål, så skal man ikke regne med, at feltet venter på én. Hvis man skal lave stort, så er det ned til bilen og få toiletpapir og så ellers ind i vejkanten, men det sker meget sjældent.

Er du blevet overbevist om cykelløbets gode underholdningsværdi, kan du følge Tour de France hver dag frem til d. 22. juli på TV 2.