Sportsværtens paniske frieri i new York
Henrik Hoffmann havde dog en skjult agenda på turen:
- På vores sidste aften i New York ville jeg gerne overraske Anja ved at fri til hende på vores yndlingssted i Central Park, men inden da var min plan, at vi lige skulle nyde en drink på en skybar på Manhattan. På hele turen fra hotellet til baren havde jeg derfor, uden at Anja lagde mærke til noget, æsken med ringen skjult i min jakke, fortæller Henrik, der dog hurtigt løb ind i komplikationer.
- Da vi ankom til barens reception, fik vi at vide, at alle jakker skulle afleveres i garderoben! Jeg spurgte panisk, om ikke jeg måtte beholde jakken på, men der var ingen vej udenom - og med en kvindes intuition vidste Anja straks, hvad det handlede om, da jeg spurgte, om jeg ikke lige måtte lægge noget i hendes taske.
- Der røg den overraskelse! Og da vi nu begge vidste, hvad der skulle foregå senere, blev det vores hurtigste drink nogensinde, forklarer sportsværten, der dog fik sit ja!
- Skål - og af sted til Central Park! Da Anja gav mig sit ja, begyndte der helt tilfældigt et storstilet fyrværkeri inde over byen. Så det endte faktisk med at være helt perfekt, selv om det ikke gik helt som planlagt!, fortæller en glad Henrik Hoffmann.
Henrik og Anjas bryllup skal stå til maj måned i 2013.