Jokeren elsker det normale liv
For mange er Jokeren alias Jesper Dahl også synonym med det vilde liv som en af Danmarks bedste rappere og med et ordforråd, som ikke lader meget tilbage til fantasien. Men manden med den rappe replik har også en stille side. Det helt normale liv, som de fleste kender til.
Det og meget mere fortæller han om i et interview til ugebladet Femina.
- Jeg har prøvet at leve et normalt liv. Og jeg elsker det. For det er meget behageligt og komfortabelt, fortæller han. Til gengæld mener han ikke, at der kommer noget særligt inspirerende ud af det normale liv. Og som den underholder, han også er, er der indimellem brug for mere.
- Det er svært at underholde med, for det kender folk godt selv, fortæller Jesper, som i øjeblikket lever et stille og roligt liv. Han står tidligt op og skriver. Og går tidligt i seng. I øjeblikket passer det ham bedst.
- Indre ro og balance behøver ikke være en flatline - det kan sagtens være en kurve. Helt vildt knald på og helt vildt ro på. I stedet for bare at være nulstillet. Eller det man kalder "normalt" liv.