Kronprinsesse Mette-Marit sælger sit tøj på nettet
Som den første kongelige, har kronprinsesse Mette-Marit sat noget af sit tøj til salg på nettet. Det er første gang, at en royal kaster sig ud i noget så almindeligt som videresalg af tøj, som ikke bliver brugt mere. Det skriver norsk Se & Hør.
Noget af tøjet har kronprinsessen gået med i officielle sammenhæng og andet er kun brugt privat. Pengene går ubeskåret til organisationen "Miljøagenterne", som har det norske kronprinspars datter, prinsesse Ingrid, som medlem.
- Meget af vores tøj kan genbruges i stedet for at blive kasseret. Beskyt miljøet på en enkel og sjov måde, siger Mette-Marit i en pressemeddelelse.
Tøjet bliver sat til salg lidt ad gangen på hjemmesiden bloppis.no, som oplyser, at tøjet bliver solgt meget hurtigt. Den 12. juni kommer der nye forsyninger, men det kræver altså en hurtig beslutning, hvis man vil være ejer af det kongelige tøj.
Det er almindeligt kendt, at de kongelige kvinder har tøj i garderoben til adskillige tusinde kroner. Meget af det bliver brugt mange gange over lang tid, andet kun ganske få gange. Det er derfor oplagt at sælge ud i en god sags tjeneste, som kronprinsesse Mette-Marit og forhåbentligt vil hun skabe inspiration i det danske og svenske kongehus.